Safeword – Hvorfor er det så vigtigt?

Hvad er et safeword?

I BDSM-verdenen er sikkerhed ikke noget der bliver taget let på. Det SKAL være der. Legene kan gå hen og blive farlige og man kan komme til skade. Hvis noget gør for ondt, er ubehageligt eller man har nået sin grænse - så kan man bruge et safeword. Den submissive kan hermed give besked til den Dominante om, at noget skal ændres eller stoppes.

Verbalt safeword

Det verbale safeword er blevet lidt af en kliché, og har sneget sig ind i mange komiske sketches, i film og i daglig tale. Måske er folk lidt nysgerrige og fniser lidt - men det er nok fordi de i virkeligheden, ikke har haft brug for et safeword.

Det kan være ret ubehageligt at være bundet forkert, eller have nået sin grænse i legen og man har brug for at sige fra. Det kan være nødvendigt at bruge, hvis man udøver BDSM og hård leg, hvor der er en risiko for at komme til skade, på den ene eller den anden måde.

Nogle aftaler et enkelt ord, der betyder STOP! Som betyder STOP! Det kunne være alt imellem himmel og jord, som man på intet tidspunkt ville nævne i forbindelse med seancen.

Nogle vælger at bruge to safewords. Hvis man bruger to, så kan det eksempelvis være "gul" og "rød". "Gul" betyder ikke stop, men at der skal ændres på noget, tempoet er for hårdt, man har været fikseret for længe i samme stilling, eller noget helt andet. "Rød" betyder STOP! Et safeword skal respekteres!

Non-verbalt safeword

Nogle gange kan det være nødvendigt at have et non-verbalt safeword. Leger man med gags eller andet, der kan blokere for den verbale kommunikation, kan det mildest talt være en udfordring at få sagt det aftalte safeword. Derfor kan man også have et non-verbalt safeword.

Dog er det rigtig svært, at finde det rigtige non-verbale safeword - for måske er man bundet på hænder og fødder samtidig! Måske aner man ikke hvad kroppen laver af bevægelser i "kampens hede". Så hvordan giver man så tegn?

Et eksempel, som kan blive brugt i forbindelse med at nyde sin smerte, uden at det tager overhånd, kunne være:

Den submissive står bundet på korset og modtager smæk. De har aftalt at deres signal er en knyttet hånd. Den Dominante ligger kraft i slaget, og når den submissive har absorberet, sundet sig og nydt sit smæk - så knytter hun hånden og giver dermed tegn til, at hun er okay og klar til mere. Knytter hun IKKE hånden igen, kan det være et tegn til den Dominante, at nu har hun fået nok.

Brug dit safeword, hvis det er nødvendigt!

Desværre er der en del submissive, der ikke bruger deres safeword når de egentlig skal. De submissive vil for alt i verden, ikke skuffe deres Herre/Dom og ser det som et nederlag, hvis de bruger deres safeword. I deres tankegang, vil det være en falliterklæring, fordi de ikke kan opfylde deres Herres/Doms ønsker. Mange submissive vælger derfor ikke at reagere og deres Dominante fortsætter uvidende.

Hvis man vælger IKKE at bruge sit safeword og stadig fortsætter, skal man være klar over, at der kan være konsekvenser. Måske vil I bruge resten af aftenen på skadestuen, fordi man har pådraget sig fysiske skader. Man kan også være uheldig at psyken har taget skade, fordi man har følt seancen lidt som et overgreb og er blevet rigtig ked af det bagefter.

Lad os lige slå fast: Et safeword skal bruges hvis det er nødvendigt! - uanset hvor meget submissiv man er! Som submissiv, har man et ønske og en vilje til at behage, men man skal ikke gøre det til en pris, som i princippet kan gøre skade - både fysisk og psykisk. Det er også et tillidsbrud over for den Dominante, da han regner med at få besked, hvis noget er galt. 

Det er også et eksempel på, at den Dominante ikke udelukkende skal stole på et safeword. Kender man sin submissives signaler og hendes kropssprog godt og har man en god kommunikation - så vil han have en rigtig god chance for at spotte hvornår hun har fået nok, eller det føles ubehageligt - måske endda inden hun selv er 100% klar over det.

 

safeword