Indkøbskurv

 

Vi gi'r altid GRATIS fragt

Kurv

Hvad er grænser? Og hvordan finder man dem?

Grænser er utrolig vigtige at have - og alle der dyrker BDSM, har dem! Men hvad er grænser? Måske har du ikke fundet så mange endnu, fordi du kun lige er startet din rejse - eller også har du tons vis af grænser.

I dette indlæg, vil vi gå nærmere ind i: "Hvad er grænser?" og ikke mindst, hvordan finder du dem?

Hvad er en grænse?

Grænser kan være rigtig mange ting, men hovedsageligt er en grænse noget som du ikke vil. Det kan være en aktivitet, en måde at blive talt til på, en genstand - ja, hvad som helst. Det er dig og ingen andre, der sætter dine grænser.

Grænser er et individuelt begreb, som andre mennesker, (eksempelvis din partner eller legekammerat) skal sætte sig ind i. De har måske slet ikke de samme grænser som du - og måske er en af deres yndlingting, netop din grænse. Men ikke desto mindre, så skal din grænse accepteres og respekteres.

I BDSM er dine grænser utrolig vigtige, da en seance eller leg faktisk bliver bygget rundt om dine/jeres grænser. Det er blandt andet derfor, at man taler, kommunikerer og planlægger hvad der skal ske, inden selve legen egentlig går i gang. Derfor er det også meget vigtigt, at du giver udtryk for dine grænser, så der ikke opstår misforståelser. Du skal tale åbent og ærligt til din partner, og du skal føle dig tryg ved at dine grænser bliver overholdt.

Som nybegynder...

har du måske rigtig mange grænser, men grænser har den sjove tendens til at udvikle sig, sammen med os.

Da vi startede, havde vi også nogle grænser, men vi udviklede os - og det gjorde vores grænser også. Hvad vi i starten mente var grænser, er bestemt ikke en grænse længere. Aktiviteter som var frastødende, voldsomme og krænkende dengang, er pludselig blevet noget af det mest spændende i vores sexliv - ja tænk en gang 🙂 Grænser kan altså udvikle sig.

Dine grænser kan også variere fra person til person. BDSM handler ufattelig meget om tryghed, tillid og at kende hinanden godt. Derfor er en given aktivitet, måske ikke en grænse med din faste partner igennem 10 år, men ville være en grænse at gøre med et engangs-knald.

Du ville højst sandsynligt være mere kinky, løssluppen og afslappet med en fast partner, som du stoler fuldt og fast på, end du ville med en ny, som du ikke kender lige så godt.

Grænser kan også variere fra dag til dag. Det lyder måske underligt, men har du haft en dårlig dag, er det ikke sikkert at humøret (og kroppen) er til de hårde smæk, men måske mere sanselige slag med en flogger. Det kan også være, at du har nogle skavanker, lidelser eller sygdomme, der giver dig "gode og dårlige dage". På de dårlige dage er du måske ikke i stand til at knæle foran din Herre, hvis du har problemer med knæene. Sørg altid for, at fortælle din partner om det inden i starter legen op.

Dominante kan også have grænser!

Man hører ofte om, at den submissive skal fortælle og informere den Dominante om sine grænser, men det skal den Dominante også. Måske ønsker du, som Dominant, ikke at påføre voldsom smerte, da det går over din grænse. Det kan også være, at din submissive ønsker at lege med knive (knife play), men dine evner inden for emnet er måske stadig begrænset - så for ikke at gøre unødig skade, er det en grænse indtil du har lært mere om det. (Det gør dig til Dominant at melde sådanne ting ud. Det gør dig absolut ikke til Dominant, hvis du gør det alligevel og håber for det bedste - det kan gå grueligt galt.

Læs eventuelt mere i indlægget her, der kan hjælpe dig til at blive en god Dominant

hvad er grænser

De hårde grænser er...

... dem hvor du tænker, føler eller endda siger: "NO-GO, det kommer aldrig til at ske!" De hårde grænser, kan ikke "bare lige" rykkes ved og er absolut ikke til forhandling. Hvis du har en hård grænse, så er det din partners opgave at acceptere det. Han eller hun, har vel også sine hårde grænser.

Du kan være rigtig uheldig at møde en partner, som tænder voldsomt meget på netop det, der er din hårde grænse. Et eksempel kunne være at du er kvinde, og du kan simpelthen ikke klare tanken om fisting. Det tænder dig voldsomt af, og du har ikke lyst til at udforske det nærmere - altså en hård grænse. Desværre møder du en mand, som tænder voldsomt meget på det. Kan han undvære det i jeres leg eller forhold? Vil I satse på at din grænse for fisting, vil rykke sig med tiden - og måske blive en blød grænse? Indtil da, skal din grænse altid overholdes.

De bløde grænser er...

aktiviteter, som du måske vil gå med til. Det er de ting, som du hælder mest til ikke at prøve, men det er ikke en decideret hård grænse. Bløde grænser vil du måske gå med til, hvis omstændighederne er til det. For eksempel kan en "quickie" med analsex uden glidecreme og uden opvarmning være en hård grænse, men en blød grænse hvis der er opvarmet inden, bliver brugt masser af glidecreme og vedkommende kan gøre det ordentligt.

En blød grænse er ikke et "NO-GO - Never ever, kammerat"!, men mere følelsen af: "Njjaaarrr - måske på et tidspunkt" - vi håber du forstår 🙂

At rykke ved grænserne

Bløde grænser kan der rykkes og skubbes lidt til. Når man snakker om at "rykke grænser", så er det oftest de bløde grænser der tales om. Vil du gerne rykke din partners grænse, så er kommunikation, tryghed og tillid altafgørende. Det er ikke noget man bør tage let på - da det kan blive en grim oplevelse. Rykker du ved en grænse, som din partner ikke er klar til, kan det gå hen og blive misbrug - både fysisk og psykisk - og du er værre stillet, end da du startede.

Har du fået et "nej", eller "det har jeg ikke lyst til", så skal man acceptere dette - lad være at presse din partner. Man kan også prøve at forhandle eller finde en måde hvorpå det kan lade sig gøre, så begge parter bliver enige og er trygge ved situationen. Tålmodighed er en dyd (også i denne henseende) - og giv din støtte og opbakning. Den person der får rykket grænsen, skal altid have muligheden for at sige "stop" - eller bruge jeres safeword. Man skal kunne sige fra, helt uden at føle sig skyldig eller føle angst for at skuffe partneren.

Aftercare er også vigtigt, hvis du har rykket ved din partners grænse - det bør være obligatorisk(!!!). Tal om jeres oplevelse og vær ærlige. Hvad var godt og hvad var skidt?

Din udvikling, kan rykke grænser

Grænserne kan også rykkes af sig selv, fordi du udvikler dig. Måske har urinsex altid været en hård grænse for dig, men nu er der måske gået nogle år og du har udviklet dig og grænserne har rykket sig en smule. Nu virker tanken om urinsex, måske ikke så frastødende længere og du er faktisk gået hen og blevet en smule nysgerrig - så tal med din partner. Måske har han haft samme fantasi, men han har vidst, at det var en hård grænse for dig og har derfor ikke luftet ideen.

Hvordan finder man sine grænser?

Som før nævnt, kender du måske ikke så meget til dine grænser endnu - eller måske gør du. Herunder har vi listet nogle af de ting, hvor du kan finde grænser.

  • Ting du har prøvet - Måske har du haft prøvet nogle ting, fordi nysgerrigheden var for stor, eller fordi tanken tændte dig. Måske var det en stor succes, som du nu elsker at have i dit sexliv. Men det kunne også gå den anden vej - altså have været en rigtig dårlig oplevelse. Måske var smerten for stor, det var ubehageligt eller også følte du dig ikke tryg - og nu er det blevet til en grænse.
  • Helbred - Har du nogle sygdomme, lidelser eller andre skavanker, der skal tages højde for, eller som gør nogle aktiviteter helt umulige for dig?
  • Mærker - Giver aktiviteten dig synlige mærker på kroppen? Måske er det en grænse for dig, hvis du ikke ønsker at andre skal få øje på dem i forbindelse med job eller fritidsaktiviteter
  • Stedet - Måske er der givne steder, som er et NO-GO for dig? Eksempelvis offentlige steder ved højlys dag, i børneværelset eller på jobbet
  • Fobier og frygt - Nogle gange kan man være bange for et eller andet - og det kan også være en grænse. Eksempelvis kan man være mørkeræd og ønsker derfor ikke at blive blindfoldet.

Det kan også være...

  • Ting der fremkalder dårlige minder - Er der bestemte aktiviteter eller metoder, der får dårlige minder frem til overfladen? Det kan eksempelvis være oplevelser fra tidligere partnere eller ting fra din barndom eller ungdom.
  • Der er for stor en risiko - Nogle aktiviteter kan være ret farlige hvis ikke de gøres rigtigt. Føler du at risikoen for at det kan gå galt er for stor, så kan det også være en grænse. Et eksempel kunne være "Breath Control" eller "Fire Play".
  • Mavefornemmelse - Lyt til din mavefornemmelse. Hvis det føles forkert - så ER det forkert. Har du en dårlig mavefornemmelse -  så lad være. Måske er det aktiviteten, personen eller manglende tryghed, der giver dig fornemmelsen. Så skal du hellere stoppe og vente til du er klar.
  • Manglende egenskaber - Vi er alle forskellige og vi har alle lært nogle egenskaber og kundskaber igennem vores liv - og også igennem vores seksuelle liv. BDSM hænger ofte sammen med diverse redskaber og mange af dem, skal man vide hvordan man bruger rigtigt. Måske finder du en partner, der tænder på at give smæk, men som ikke helt har styr på det endnu. Det kan også være dig, der ikke har helt styr på det endnu og du først vil uddele smæk, når du har lært mere om det. BDSM redskaber, bør aldrig bruges, hvis ikke personen har kundskaberne.

"Jamen jeg har ingen grænser"

Måske har du mødt nogle der sagde sådan, men vi tvivler på at der virkelig findes sådan en person. I så fald, ville det ikke være en person vi havde lyst til at lege med - og han eller hun, ville højst sandsynligt sidde i et psykiatrisk fængsel.

"Jeg har ingen grænser" eller "jeg ønsker at min sub skal være mig underdanig uden grænser", er ikke realistisk. I så fald, så kan du spørge dem, hvad de synes om din kink, som er at "afmontere penis med urteknive", eller "tatovere på de indre organer" 😉 .

Det kan også være mennesker, som er nye i miljøet, der vil prøve at udstråle åbenhed, der siger sådan, men som faktisk har den modsatte effekt. Vi har også mødt erfarne i miljøet, som har flere år i miljøet bag sig. Efter deres egen mening, har de prøvet så meget, så de ingen grænser har længere - det kan også være farligt.

Har man ingen grænser, er man til fare for sig selv, men også over for dem man leger med. Der er absolut ingen krav om, at du skal kende alle dine grænser, da nogle grænser opstår når vi udvikler os og først kommer, når vi bliver konfronteret med dem. Men det er en rigtig god ide, at gøre sig tanker omkring dem. Du er absolut ikke mindre værd, fordi du har grænser! Grænser er en god ting, og med til at beskytte dig.

Så... Kender du dine grænser?

GRATIS Fragt

Uanset hvor meget du køber for

Diskret Levering

Neutrale pakker og breve

Personlig Kundeservice

Masser af råd og vejledning

Sikker Betaling

Kreditkort / Viabill / MobilePay